Haakelien

Henrik Wergeland har skrevet denne historien

om husmannen Christen Haakaalien.

øgærn © 2008-2017

 

FOLKEBLADET

No. 44. Tirsdag den 29de October 1833.

 

"Forgjæves faldt det ind ham selv:

Jeg er Baron for Fanden!

Patent jeg har; hvem søger vel

mit Adelskab i Panden?"

HUUSMANDEN PAA MANGLEFJELD

(Sort kridttegning.)

Jeg har seet en fillet, sultmager Trælskikkelse i Graad over et Dyr,

som var ihjelfrøset ved en Budeies skjødesløse Udestængsel en taagekold Høstnat.

Der laae en Kalkunhøne bag Hagagjærdet paa Foshøi -- det blege fjærløse Hoved

stivt udstrakt, som om det endnu i Døden vaagede over Yngelen,

der klynkede i den sidste Krampe under Moderens Vinger,

som for gjæves havde været udstrakte, for at dække den fremvoxne Yngel,

og nu kun meddeelte sin egen Dødskulde til dens magre Hoveder.

"Stakkar! Stakkar!" klagede den fattige Mand, aandede paa de Smaae,

og aabnede sine Filler og lagde Moderens kolde Hoved til sit varme -- jeg vilde sige -- Menneskehjerte,

dersom det ikke af Mange skulde kaldes Svulst om saa ringe og udtæret en Person.

Han syntes ogsaa at have naaet det Elendighedens Trin eller Høide, hvor Alt neden,

hvor Alt paa Jorden bliver farveløst, uden Omrids, og taare- eller taagegraat, hvor Alt oven,

hvor Stjernerne intet Haab, ingen Opløftelse vække, men kun synes i sløv Skræk som den urørlige Skjæbnes frygtelige evige Puncteren, hvor Alt om Mennesket blir koldt og lufttyndt, saa det kun kan aande i besværlige Suk,

og Hjertet i Brystet koldt og stivt som den døde Fugls Hoved.

Dog -- enten lykkelige Mand, som ikke har naaet dette Punkt! eller vise Mand, hvem Elendigheden kun er en kjær Øvelse, og hvem den ikke forstyrrer mere, end Fossduret den sovende Møller! eller ædle Mand,

hvis ømme Hjerte formaaer at slaae for fremmed Smerte,idet det døer af egen Sorg!

Thi en af Delene maa Du være, som kunde græde over en mishandlet Fugl,

medens du selv saae mere mishandlet ud end et Menneske burde.

Men maaskee der i den kolde Taage stod et større Væsen end Jordens Herligste, -- Eet, mod hvem du i din Sultbleghed og i Fillerne kun var som den døde Fugl med de lurvede Fjær mod dig med Menneskeaasynet og de glimrende Taarer; -- og maaskee lagde dette Væsen dit Hoved til sit himmelske Hjerte i samme Stund,

du lagde den døde Fugls til dit?

Dette er vissere, end at et Menneske skulde ville lægge dig til sit eller tage dig til sit Huses Hjerte: den livspredende Arne, om du fandtes paa den kolde Jord under et Gjærde, stivfrossen som Fuglen, midt imellem dine klynkende Børn, dem du bedækte med dine Pjalter, indtil Døden lagde sine Iisninger over dig. --

Jeg kjendte Manden: Det var Christen Haakaalien. Stakkars Christen!

Han gaar endnu omkring med Rokker og Sneller og Øxen til Rodhugst; thi hjemme -- nei det er forbi – men i Leiehytten

i den fremmede Bygd sidder Kjerring med 7 Unger og Gamlefa'er, som blev blind, da Ulykken var som mørkest.

Dog er der bedre end i Badstuen, hvor Christen holdt til med alle Sine;

og i Badstuen, som en barmhjertig Fattigmand aabnede for de Husvilde, var bedre end i Granbarkoien i den vilde

Skov; og i Granbarkoien paa Manglefjeld var bedre end paa det nøgne Fjeld hiin Nat,

efterat Baronen paa Fosser havde ladet Christen med alle Sine udkaste fra Hjemmet, som han og Gamlefa'er,

før ham, af vild Mark havde opryddet -- hiin Nat, som Christen erindrede, da han aabnede sine Pjalter og tog den dødfrosne Fugl til sit Hjerte, og aandede paa dens Smaae og græd over deres Klynken.

Saa gjorde Christen og hans Kone med de 7 Børn paa det nagne Fjeld hiin Nat,

og Nordenvinden var barmhjertigere end Menneskene; thi den væbnede sig ikke, som disse gjorde,

med al sin Haardhed og Kulde.

De Syv levede da Solen randt, og Vinteren havde levnet Tranebær nok til dem paa Myren.

Vel klynkede de og havde Krampetrækninger i den kolde Nat og i den klamme Morgenskodd som Fuglens Unger;

men, da Solen steg høiere, begyndte de smaae Uskyldige at lege i Lyngen.

Tæt ved laae kram Vaarsnee -- der begyndte de allerede at bygge Huus, da de vare mætte af Bærene

og af Barkmeel rørt i Vand.

Den Mindste havde det bedst; thi bag et Vaal sad Moderen med ham og gav ham Die; men da det led paa Dagen, maatte hun, den Arme, for at faae nok, blande sin Melk i en Kop med Sneevand.

Taarer forøgede den ogsaa, saa den Vesle, mæt og veltilfreds, slumrede ind til næste Nat,

før Aftenvinden skar henover Fjeldet, svanger med alle de skaraklædte Sneefaners Kulde.

Men den forløbne Nat, da Forældrene, ligesom Fuglene sine Fjedre til Redet, plukkede af sig sine Klæder og bredte dem og Barqviste og Mose og Lyng over de klynkende Smaae,

og aandede paa de valne Hænder, og krystede de blege Ansigter mod det bare skjælvende Bryst, og,

mens de hemmelig saae med Taarer opmod de kolde Stjerner, bad dem "bare tie stil til Dagen kommer"

-- den Dag de gruede for, da de skulde tælle de Syv, og maaske ikke finde alle ilive,

-- samme Nat var det dog lyst og muntert i Stuen, tæt nedenunder Berghammeren, hvor Familien laae.

Der i Stuen, hvorfra Christen mod Aften var bleven udkastet, blussede en Ild under en Gryde,

hvori skulde laves Punsch, og paa et Bret (thi alt Christens Tøi stod udenfor Pallen)

spilte Executionskarlen, Procuratoren og Baronens Fuldmægtig Kort.

"Hihi! -- sagde Procuratoren, gnidende sine klodannede, høgeklogule Fingre

-- man kan dog indrette sig ganske hyggeligt tilskovs."

"Jeg undres hvordan Christen har det paa Fjeldet nu" -- sagde Fuldmægtigen.

-- "Jeg troer vi kan høre Ulen af Ungerne heelt hid."

"Mon det ikke var Vinden? Det snoer stærkt" -- sagde Executionskarlen.

"Eller Ulvene?" -- sagde Procuratoren.

"Nei, det var nok Ungerne" -- sagde Fuldmægtigen. "Se her -- Beis og dobbelt Mariage!"

"Spillet har jeg" -- sagde Procuratoren.

Dersom Nogen vil vide, hvorledes Christen holdt ud paa Fjeldet den følgende Nat og siden:

da gik det nok an, efterat han havde faaet gjort sig et Hie, skjøndt ikke bedre end de vilde Dyrs,

men bygget som deres bag en Fjeldvæg, nedrodet tildeels i Jorden, tækt med Bar, Qvister og Mose.

Men der fik han ikke Lov at sidde. Og havde ikke Høiesteret (om hvis Retfærdighed der ikke er nogen Tvivl)

i Sagen med hans Naboe, der drev ham saavidt, udrustet Herremanden med al Myndighed,

om end ikke med den, som Ædlingen engang forsikkrede Christen, at han i Danmark kunde have,

nemlig til at virre Huusmænds Haar om Pegefingeren og saa med Tommelfingeren trykke Øiestenen ud?

I Mangel heraf havde han med Kløer trykt ud af disse Øine Taarer, som ogsaa ofte ere Smaaøine,

der see langt ind i Himlen, og have Sjel i sine Pupiller.

Udaf Hiet (som en Bjørn formodentlig arvede) trykkede Han ogsaa Christen. Nu maatte Christen med hele Flokken

fra det kjære Fjeld, hvor han og hans havde ryddet i et halvt Aarhundrede, ned i Bygden:

-- for dem ud i den vide Verden.

Foran gik Christen med Rodøxen og en Sæk med Træboller til Salg, saa Konen med den Mindste paa Ryggen

og en Gjentunge ved Haanden -- bagefter kom et Par barbeente, fillede, sultblege Børn,

slæbende paa noget Huusgeraad, Gamlefa'er med en Barkemeelspose, leiet af den næstældste Gut

(thi han var bleven blind i Koien), og saa endelig den ældste Gut,

bærende sin yngste Søster, der skreg alt i et og vilde hen til Mo'er.

Da dette Menneskelighedens Triumftog vandrede over Kirkevolden nede i Storbygden,

kastede Christen et mørkt Øie til Gudshuset, hvor han hverken nu eller siden kunde komme med Sine,

da han var for fattig dertil.

Han bad dem rappe sig forbi, at ikke Folk skulde see dem, og med skye Øiekast og iilsom Gang gik Følget forbi,

just som der indenfra Kirken hørtes Psalmen:

"Dig, Jesus! bør vi efterligne i virksom Broderkjærlighed" o. s. v.

De Smaae vilde endda standse for Orgelmusikkens Skyld, som de aldrig før havde hørt;

men Christen skyndede paa; thi udenfor Kirken stode Folk nok med to Kapper paa,

som sagde: "ei da, nu er det ude med han Christen Haakaalia da!" --

Men Ingen gav sin ene Kappe til de nøgne Smaae eller til Ham, som aabnede sine Pjalter,

og lagde den dødfrøsne Fugls nøgne Hoved til sit Hjerte, og aandede paa og græd over de klynkende Unger

hiin taagekolde Høstmorgen.

Gud veed, om af reen Medlidenhed, eller om fordi han erindrede sig sine klynkende Unger,

og de kolde blege Ansigter, og at han og hans Hustru aandede paa de forfrøsne Smaae,

og græd og bedækte dem med sine Klæder hiin kolde Nat paa det nøgne Fjeld,

og bad dem "tie stil til Dagen kommer." -- Arme Christen! der kommer en Dag, da der ikke skal ties stil med

hvad Du gjorde imod Fuglen og dens Unger, og med hvad Herremanden gjorde imod Dig og Dine.

Engle skulle kappes om at fortælle det, og maaskee En af dem skal sige:

"Jeg skal vidne; thi jeg var hos dig i hiin Morgens Taage, og jeg lagde dit Hoved til mit Hjerte, da du

lagde den døde Fugls til dit. Jeg var ogsaa hos dig paa Fjeldet hiin Nat, da du bedækkede dine jamrende

Smaae med dine Klæder; og bedre Øine end Menneskers saae da i Stjernelyset,

at Englevinger dækte dine nøgne Skuldre. -- -- "

(P. S. Naar Baronen paa F. læser dette, siger han bare:

"Aa engle mig her, aa engle mig der! Christen var min Huusmand -- æ. æ. . !")

 

Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget

av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert

versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.

 

Lars Olsen Haakelien Bergmyren skal etter

sigende være i slekt med Christen Haakaalien.

Design by Negærn - Copyright © 2008-2017 - All rights reserved